

Siden februar 2014 har Nimb hver lørdag og søndag serveret et overdådigt kagebord på Nimb Terrasse i Tivoli.
Nimb selv beskriver kagedagene som dagene, hvor chefkonditoren har fået frit spil, og det kan vi her på Rejsesektionen.dk skrive under på.
Et billede slået op af Dmitrij Orlov (@dmitrijorlov) den
Vi besøgte Nimb Terrasse på en søndag, og det stod hurtigt klart, at kagedage på Nimb Terrasse er populært. Indretningen af Nimb Terrasse er ligesom Nimb hotellet simpel og elegant med sin sammensætning af farverne hvid og grå. Herudover er en anden gennemgående detalje brugen af træ og blomster, der er med til at give en friskhed i lokalet. Kort sagt er der en rigtig hyggelig og afdæmpet stemning.
Chefkonditoren er Hjalti Lýðsson og han bistås af Thomas Lorentzen. Teamet må siges at fungere ganske glimrende, for efter en kort introduktion af konceptet ved bordet blev vi vist ind i ”kagelokalet”. Et lokale kun til kager! Den har vi aldrig hørt før, men vi synes det lyder indbydende.
Kagebordet byder på et bredt udvalg af både traditionelle kager og mere spændende kreationer. Kort sagt er der noget til både den kedelige og den mere udforskende. Kagebordet består typisk af fire til fem store konditorlagkager, og de bistås så af fire mindre konditorkager, tre slags kaffekager og to til tre klassikere. I alt er der altså cirka 13-15 forskellige kager.
Ingredienserne i kagerne er i høj kvalitet, og man kan virkelig smage, der ikke er sløset med dårlige råvarer. Kombiner dette med en dejlig udsigt ud over Tivoli-parken, hvis man får et bord ved et vindue. Vi prøvede at smage så mange af kagerne som muligt, men måtte give op cirka halvvejs, hvis vi altså ikke skulle køres væk i ambulance.
Drikkevarer til kagebordet inkluderer et glas bobler, varm chokolade, kaffe eller te. Kakaoen er virkelig lækker, og er næsten et måltid i sig selv – her er altså brugt rigtig chokolade! Det er dog lidt underligt, at man skal betale ekstra for almindeligt vand…
Samlet set var oplevelsen særdeles god, og uden tvivl pengene værd for den kageglade mand eller kone. Prisen er dog også til at føle på, da kagebordet med drikkelse koster 295 kr., men oveni dette kommer adgang til Tivoli på 99 kr. – altså samlet set 395 kr. for kage. Om end prisen er høj, så er det ikke kun kagernes særklassesmag der gør op for dette, da blot deres udformning og design er en oplevelse i sig selv. Mors bradepandekage bliver aldrig det samme igen.
Fakta:
Et bord reserveres fra kl.13:30, 13:45 eller 14:00.
Pris: 295 kr. pr. person. Dette inkluderer foruden kagebordet et glas bobler, varm chokolade, kaffe eller te. Børn under 8 år koster 175 kr. Herudover selvfølgelig almindelig adgang til Tivoli.
Du skal være logget ind for at kommentere Login