Sociale medier
Gå til toppen af siden

Anmeldelse: Skovshoved Hotel

Blot fem minutters gang fra Bellevue Strand i Charlottenlund og 20 minutters kørsel fra København, finder vi det eksklusive men hyggelige Skovshoved Hotel.

Vi ankommer til hotellet i gråt og regnfuldt vejr, men vejrets manglende charme gør ikke, at hotellet optræder mindre charmerede. Hotellets hvidkalkede facade, massive træterrasser og farverige verdensflag giver hotellet et eksklusivt men også et hyggeligt udtryk.
Kombinationen mellem æstetik og atmosfære ringer genklang indendørs, hvor dyrt skandinavisk design møder mønstret rokokopuder, romantiske lysestager og lyserøde blomster. Foruden den særprægede indretning, rettes blikket hurtigt mod de anerkendende tildelinger (recommended by Michelin, den danske spiseguide mm.) hotellet har fået.
I receptionen mødes vi med smil og gæstfrihed, hvorefter vi bliver vist frem til vores værelse. Vi føler os begge taget godt imod, og selvom hotellets rammer i forvejen har et familiært og hjemligt touch, er betjeningen ligeså sød og imødekommende.

Nordisk romantisk suite

Vi får tildelt hotellets suite, som ligger på 2.900 kr. pr. nat. Hotellets suite er væsentligt større end et dobbeltværelse, idet suiten både rummer en stue, et soveværelse, et badeværelse og ikke mindst to altaner. Værelset er, ligesom hotellets entré og reception, indrettet i en nordisk, romantisk stil men med kreds for skandinavisk design og eksklusivitet; dette ses blandt andet ved at sengen er Hästens, fjernsynet B&O, og lamperne BestLite.
Vi føler os straks forkælet og med udsigt over Strandvejen og havet, føler vi ikke Københavns pulserende storbyliv, til trods for hovedstaden kun er få kilometer væk.


Efter at have nydt en kaffe og værelsets fantastiske udsigt, begiver vi os ned i hotellets anmelderroste restaurant, hvor køkkenchef, Philippe Houdet, står bag gryderne. Restauranten er kendt for at forene det klassiske franske gourmetkøkken med moderne elementer, hvilket restaurantens stil også bærer præg af. Restauranten er indrettet i klassisk stil med hvide duge og emmer af luksuriøse undertoner.
Vi bliver henvist til et bord i restaurantens ”udestue.” Lokalet her er i glas, og vi drømmer os hen til varme sommeraftener, da lokalet ikke rigtig kommer til sin ret grundet det triste vejr. Vi bliver tildelt et glas champagne og glæder os forventningsfuldt til den gastronomiske oplevelse, vi har i vente.

Se også:  Anmeldelse: Mayfair Hotel Tunneln i Malmø

Fransk gastronomi med nordiske undertoner

Vi bestiller til forret ”Saltet laks, glaskål, dild, rygeost og malt” og ”Cremet hummerbisque med hummerbrud” som ligger på henholdsvis 95 kr. og 125 kr. med et dertilhørende glas Poulli Fumé til 95 kr.
Den første forret er anrettet på en simpel og æstetisk facon, hvilket passer flot til rettens elementer. Laksen er saltet til perfektionen, og både glaskålen og rygeosten er med til at give retten noget kant, som vi synes godt om. Hummerbisquen har en dyb og intens smag, dog uden at blive for tung. Hummerstykkerne er store og med bid, hvilket er et fint modspil til suppens fine konsistens.


Til hovedret vælger vi ”Rørt tatar af okse på smørstegt rugbrødscrouton med sprøde salater” til 155 kr. og ”Stegt og confiteret due, foie gras, pære, savoykål, ingefær sauce” til 195 kr. med et dertilhørende glas Tete De Lard Rouge til 85 kr.
Den rørte tatar bliver serveret i al sin enkelthed med krydderurter på toppen. Retten har en god og kryddert smag, og den anelse af tabasco der kan fornemmes i kødet bliver flot komplimenteret af krydderurterne. Under tataren finder vi et let ristet rugbrød, som skabte en delikat bund, for den ellers bombastiske herreret.
Den stegte og confiterede due er yderst mør og stegt til perfektion. Savojkålen som danner bunden for retten er let blancheret, hvilket giver et godt bid til måltidet. Foie grasen smager ligeledes vidunderligt, og er heldigvis ikke for fed til duens smag. Ingefærsaucen satte som det sidste element prikken over i’et og fuldendte madoplevelsen. Alle tallerkenens enheder gjorde sig fantastiske sammen, og vi betragter bestemt denne ret som anbefalelsesværdig.
Til dessert bestiller vi ”Hvid chokoladeis, passionsfrugtsorbet og brændt marengs” og ”Citrontærte af økologiske citroner og yoghurt-lime sorbet” som ligger på henholdsvis 90 kr. og 95 kr.
Den første dessert er domineret af den brændte marengs, som heldigvis har saltede undertoner, således at den hverken bliver for klisteret eller sød. Isenes forskellige smagsnuancer hentet fra både det sure og det søde køkken supplerer hinanden fint, og marengsens crispy konsistens gjorde helhedsoplevelsen god.
Citrontærten med dertilhørende is var ligeledes fin. Mørdejen i bunden af tærten er god, alligevel savner vi mere frisk citronsmag i tærten. Isens syrlige bidrag trak dog desserten vældigt op.

Se også:  Anmeldelse: Nimb Hotel

Til prisen var maden fuldstændig formidabel og kan bestemt anbefales. Dog kan det samme ikke siges om aftenens betjening, der desværre bar præg travlhed, hvorfor vi ikke følte os kredset om og forkælet.

Efter middagen valgte vi at nyde Hotellets flotte beliggenhed ved at gå en tur på Bellevue Strand.
Morgenen efter nød vi hotellets brunch buffet, som blandt andet bestod af pølser, æg og bacon, pandekager mm. Morgenmaden var hverken ekstraordinær eller dårlig men helt middel, og vi blev mætte.

– Skrevet af Kathrine Arndt

  • Hoteloplevelsen - 9/10
    9/10
  • Værelse - 10/10
    10/10
  • Restaurant - 7/10
    7/10

Resume

Efter vores ophold på hotellet forlader vi Skovshoved med et smil på læben. Hotellet har en unik charme og til trods for denne manglende service i restauranten, var maden enestående (specielt prisen taget i betragtning).

8.7/10

Du skal være logget ind for at kommentere Login

Skriv en kommentar

Andre Hotelanmeldelser

  • Anmeldelse: AC Hotel Bella Sky

    Fem metrostop fra Kongens Nytorv finder man det 23. etager høje firestjernede AC Hotel Bella Sky med 812 værelser. Dermed er...

    Sebastian Krausing21. juli 2016
  • Anmeldelse: Mayfair Hotel Tunneln i Malmø

    I centrum af Malmø blot omkring 1.500 meter fra hovedbanegården og 200 meter fra rådhuset finder man Mayfair Hotel Tunneln. Vi...

    Sebastian Krausing12. januar 2016
  • Anmeldelse: Kurhotel Skodsborg

    Cirka 20 minutters kørsel nordpå fra Københavns finder man Kurhotel Skodsborg. Kurhotellet er placeret på Strandvejen og umuligt at overse, men...

    Sebastian Krausing20. oktober 2015